Tag på Tag løsning

Hvad er en Tag-på-tag løsning helt præcis?
En tag-på-tag løsning er, når man monterer et nyt tag oven på det gamle. Typisk ved at skrue nye lægter oven på det gamle tag, hvor efter det nye tag monteres. Fordelen ved Tag-på-Tag er, at du sparer omkostningerne til nedtagning af det eksisterende tag og samtidig skal du ikke tænke på undertag, da du har det gamle tag nedenunder.

Er tag-på-tag løsningen en god løsning?

Det er der lige så mange meninger om, som der er håndværkere. En af de ting der taler for en Tag-på-tag løsning, er økonomien. Du sparer penge ved at lade det gamle tag ligge, da det kan være kostbart at fjerne visse tagtyper. Du sparer også penge til et undertag, da du bruger det gamle tag som undertag. Du skal dog være opmærksom på, at tagrenden skal flyttes og det gamle tag skal inddækkes så man ikke kan se det.

Omvendt så er der også fordele ved at fjerne det gamle tag. Her får du nemlig mulighed for at efterse din tagkonstruktion, for fugt, råd og svamp, før det nye tag monteres. Du får også mulighed for at efterisolere tagkonstruktionen og derved kan du nedsætte dine varmeudgifter. Hvilken løsning du vælger, er op til dig.

Isolering mellem tagfladerne?

Det er ikke nogen god idé. Vil du isolere din tagkonstruktion, uden at fjerne den indvendige beklædning, så er det bedre at fjerne det eksisterende tag. Hvis du lægger isolering ud mellem de to tagflader, så vil eventuel kondens dryppe ned på isoleringen. Isolering hører til under taget, ikke oven på taget, uanset hvor mange tagflader der måtte ligge.

Eternit tag med mos, kan bl.a. anvendes til en tag-på-tag løsning.
© Hayati Kayhan – Fotolia.com

Nyt tag oven på Betontagsten?

Betontagsten vejer i omegnen af 35-40 kilo pr. kvadratmeter og betegnes derfor som værende et tungt tag. Det er ikke en god idé at lægge nyt tag oven på betontagsten. Dels er de vanskelige at skrue noget som helst fast i og dels vil det øge vægten af taget til et niveau dine spær måske ikke kan bære.

Nyt tag oven på Eternit/Fibercement tag?

Fibercement plader vejer i omegnen af 20 kilo pr. kvadramteter og et nemme at skrue i. Det er derfor utroligt nemt at lægge et nyt tag oven på. Her kan man både lægge Onduline plader og Stålplader ovenpå. Langt de fleste vælger stålpladerne, grundet den længere holdbarhed.

Info om affiliate links

Ståltag lagt oven på eternit



Nyt tag oven på Onduline tagplader?

Det skal man ikke kaste sig ud i. Onduline pladerne vil efter 15-20 år på taget være slidt op, det vil derfor ikke nytte noget at lægge nyt tag ovenpå. Møre Onduline tagplader er heldigvis også nemme at pille ned.

Nyt tag oven på Stråtag?

Det skal man aldrig gøre. Fjern det gamle tag og læg et nyt.

Nyt tag oven på Ståltag?

I princippet kunne man godt følge samme fremgangsmåde som ved fibercement, men stålplader er ret nemme at tage ned, og så er det en god lejlighed til at inspicere tagkonstruktionen. Så fjern de gamle plader før du lægger nye. Stål kan genanvendes, så aflever dem på din lokale genbrugsstation, de høret til i den container der hedder “Jern og metal”.

Nyt tag oven på Tagpap?

Er dit tagpap tag gammelt og træt, vil man typisk lægge stålplader ovenpå. Det er en nem, hurtig og holdbar løsning at gå i gang med. Specielt fordi tagpap ofte ligger ved lav taghældning og stålplader kan gå ned på lav taghældning ved lange længder, som minimerer antallet af samlinger.

Nyt tag oven på Tegltag?

Man vil ikke lægge nyt tag oven på et tegltag. Tegltage kan holde op mod 100 år, hvis de behandles godt. Når din tagkonstruktion har ligget i 100 år, er det en god idé med et eftersyn, så fjern det gamle tag før du lægger nyt. Samtidig en god anledning til at få efterisoleret, så du kan spare på varmen.

Nyt tag oven på Termotag?

Man vil ikke lægge nyt tag oven på et Termotag, det vil både skade det frie udsyn til himlen, men også være spild af tid. Fjern de gamle plader før du lægger nye. De gamle plader afleveres på genbrugsstationen i den container der hedder “PVC til genbrug”.

Nyt tag oven på Zinktag?

Her gælder det samme som for ståltag. Fjern de gamle plader før du lægger nye. Aflever de gamle plader på den lokale genbrugsstation i den container der hedder “Jern og metal”.

Denne liste er lavet på baggrund af flere forespørgsler om emnet Tag på Tag, har vi glemt noget, eller har du tilføjelser til teksten, så hører vi gerne fra dig.